Julefrokost

25. november 2023
 
Dusinet var fuldt, da klubben på denne solrige men bidende kolde lørdag bød op til julefrokost på Gerlev Kro. Af de 12 fremmødte kom en enkelt på Nimbus, hvilket der jo er tradition, for at han gør ved klubbens vinterarrangementer. Den standhaftige måtte dog erkende, at det havde været en lidt kølig oplevelse. Men tradition er tradition, så nu hænger han på den ud i al fremtid uanset vejret.
 
Indenfor på kroen blev vi behørigt bænket i behagelig nærhed af den righoldige buffet, hvor der på ingen måde manglede noget. Et fornuftigt udvalg af øl havde kroen også - både blyfri og blyholdig. Så gik vi i aktion. Og så gik vi lidt mere i aktion. Og så gik vi endnu mere i aktion. Og så var der ris à la mande. 
 
Undervejs blev vores almenviden sat på hårde prøver, idet vores præsident havde udtænkt et spørgeskema så langt som en indfødsretsprøve. Det var vanskeligt besvarlige spørgsmål, men de fleste var dog enige om, at en kolibri kan flyve baglæns, og at hovedingrediensen i guld er guld. Undertegnede havde færrest forkerte og kunne hermed hjem- og i klubbens regnskab udgiftsføre en æske chokolade. Tak for det.
 
Så gik den ellers med snak og hygge, og så kørte vi hjem. Tak til alle for endnu et muntert arrangement og go' jul.
 
Erik
 

 
 
 
 
 
 
16. september 2023
 
Løvfald
 

En vejrmæssigt tvivlsom køresæson fik den bedst tænkelige afslutning, da ni personer fordelt på fem Nimbusser og en bil begav sig på løvfaldstur til Odsherred. Blandt de ni var Flemming og Tove samt deres datter, der agerede chauffør. Det var en stor glæde for os alle atter at møde de to og ikke mindst at konstatere, at de trods den hårde medfart ser ud til nogenlunde at være kommet til hægterne igen.
 
Vejret viste sig fra sin flotteste sensommerside med både solskin og varme. Efter opsamling ved Elverdamskroen gik turen via Holbæk og Gislinge (uden stop hos Preben Herskind) til det flade land i Lammefjorden, hvor Annette har trådt sine barnesko med deraf følgende lokalkendskab. Og lokalkendskab var der god brug for. Selv personer med en rimeligt veludviklet stedsans kunne til tider være i tvivl om, hvor vi egentlig befandt os. Fra det flade land, hvor der bl.a. dyrkes rødkål, kørte vi op i bjergene. I hvert fald var det her, bjergetapen i den danske del af Tour de France sidste år blev afviklet. Den prikkede bjergtrøje blev dog ikke uddelt.
 
Frokosten blev indtaget på Café Udsigten i Høve, og caféen må siges at leve op til sit navn. Udsigten er ganske enkelt fantastisk. Mere bjergkørsel og mere udsigt blev det til, bl.a. over til Sejerø, med efterfølgende pit-stop ved et sted, hvor is i ikke ubetydelige mængder blev konsumeret. Så var det derudad igen ad smalle veje, hvoraf et stykke end ikke var asfalteret. Vi undgik dog punkteringer. Til gengæld undgik vi ikke et mindre havari, idet en Nimbus blev træt - meget træt. Den vågnede dog senere op igen, og således kom også den sikkert hjem.
 
Ved Audebo-dæmningen skiltes vore veje, og folk begav sig hjemad i forskellige retninger, men netop som vi skulle starte, holdt en bil i vejen. Det viste sig at være Bjarne og Kirsten, som var på biltur, så dem fik vi også hilst på.
 
Stor tak til Annette og Hans-Henning for at lægge en flot og indviklet rute gennem de odsherredske landskaber. 
 
Erik
 
 
 
 
 

 

 

 

30. august 2023

Himmelsøen

Ti medlemmer på et dertil passende antal Nimbusser fandt via Vor Frue og Kamstrup vej til Himmelsøen ved Darup, hvor klubbens traditionelle sæsonafslutningsgrillparty fandt sted. Annette og Hans-Henning var kørt i forvejen. De havde ikke alene reserveret plads og fyret op under grillen. De - eller formentlig Annette - havde også lagt dug på bordene, således at alle kunne blive standsmæssigt bænket. Der blev grillet og hygget, og det blev bemærket, at vejret trods en tvivlsom sommer trods alt her ved vejs ende viste sig fra sin pæne side med nedgående sol over søen. Det måtte dog erkendes, at udgangen af august er et tidspunkt på året, hvor det hurtigt bliver halvmørkt og småkoldt, og så pakkede vi sammen og kørte hjem. Hjemkørselen blev lettere forsinket af en meget snakkesalig Nimbus-beundrer fra Gadstrup, men det er jo en del af fornøjelsen ved at køre Nimbus. Næste stop er løvfaldsturen.

Erik

 
 
 

 

 

 

23. august 2023

Onsdag viste sig endnu en gang solrig, ikke mindst hvor vi var (har hørt at det regnede andre steder).

Der kom et begejstret tysk par kørende forbi vores flotte Nimbusser. Køretøjet blev standset og de kom ud og spurgte om de måtte tage et par billeder. Vi blev hurtig enige om, at mit "Deutsch ist nicht sehr gut". Konen oversatte til engelsk. Der blev snakket frem og tilbage om Nimbusserne og filmet, da min Nimbus blev startet. 

Målet var Veddelev Havn, som er få kilometer væk. Det var for nemt. Der blev kørt en lille omvej, ud mod Fløng, Soderup, Ågerup, Stor Valby inden vi nåede Veddelev Havn. 

Det kan godt være, at der var 'Airshow' i Roskilde Lufthavn i weekenden, men mellem Soderup og Ågerup var der mindre flyvere i luften. En bilist standsede og parkerede bilen midt i et sving, så de kunne se de små flyvemaskiner - genialt !! 

De 5 medlemmer og deres nimbusser nåede frem til en hyggelige aften på Veddelev Havn.

Alan

 

 
 
 
 

 

 

 

16. august 2023
 
Fremmødefremgangen kunne tælles i mange hundrede procent, da seks Nimbusser og syv medlemmer i solskin(!!!) forlod Roskilde havn med Hvalsø som mål. Blandt de fremmødte var Ove og hans iøjefaldende postnimbus med krone og monogram fra Frederik den niendes tid. Posten skal jo ud, som man dengang sagde, og også i den yderste ravnekrog. Af hensyn hertil gik vejen til Hvalsø over såvel Gevninge Overdrev som Såby Sand. Hjemvejen var mere direkte.
 
Det var august måneds cafétur, så i stedet for at indtage den ellers så obligatoriske termokaffe på en bænk et sted indfandt vi os på Café Noova, hvor et medlems trænede øje straks identificerede muligheden for at få pandekager med is. Klubben sponsorerede kaffe/te, mens pandekagerne var for egen regning. Og de var gode. 
 
Et kvindeligt medlem - ingen nævnt, ingen glemt - mente i øvrigt ikke, at man med rimelighed kunne beskylde kassereren for at gøre sine hoser grønne. Hvad hun end mente med det......
 
Erik
 
 
 
 
 
 
 

 

 

 

9. august 2023 

Fremmødet var ikke imponerende denne onsdag, selvom det undtagelsesvis var tørvejr. Et enkelt jubeloptimistisk medlem, som havde husket termokanden, og en enkelt Nimbus i samme sindstilstand kunne det blive til. Det var jo nærmest til at græde over, hvilket den pågældende efter evne forsøgte. Det lykkedes vist ikke helt. Højdepunktet ved havnen var en turist, der fik et Nimbus-billede med hjem. Efter nogen diskussion blev den fremmødte enig om ikke som programsat at køre til Ejby Ådal, men i stedet køre en på-må-og-få-tur. Det blev til 40 km lidt rundt omkring. Termokaffen blev indtaget hjemme. Men på onsdag er der atter en dag, hvor der tilmed bydes på kaffe el. lign. på klubbens regning, og så ku' det jo være......
 
Erik
 
 

2. august 2023

Kun to medlemmer med to Nimbusser - altså fire i alt - havde fundet anledning til at troppe op på Roskilde havn denne aften, hvor vejrsituationen måtte siges at være vakkelvorn. De fremmødte blev hurtigt enige om, at det sikre valg ville være Stændertorvet i Roskilde frem for Munkholmbroen, idet der fra Stændertorvet ville være kortere vej hjem, hvis himlens sluser skulle åbne sig. Det gjorde de nu ikke, så den for egen regning indkøbte drikkelse blev indtaget i Vivaldis udendørs afdeling. Det blev dog til en hastig retræte, da det på et tidspunkt begyndte at dryppe. Drypperiet viste sig at være falsk alarm, men det kunne vi jo ikke vide. Vi håber på bedre held i næste uge.
 
Erik
 

 

 

19. juli 2023
 
I onsdags var klubmedlemmerne inviteret til kaffe på klubbens regning (kagerne har medlemmerne selv købt og spist).
 
Turen startede som sædvanlig fra Roskilde havn mod Køge Torv ad de små veje og byer. Alan skulle fører an med hjælp fra en gps, som han kunne høre men ikke se. Så det var spændende om vi nåede destinationen. Der var en lille pause undervejs, for at se hvor vi var kommet til. Det viste sig, at vi var på rette kurs og ikke så langt fra målet.
 
De fem medlemmer der deltog havde en rigtig hyggelig aften, selvom luftfugtigheden var lidt højt for en stund. 
 
Mvh Alan
 

 

 

12. juli 2023

DMI lovede regn i onsdags, og masser af den fra vi stod op om morgenen til langt ud på eftermiddagen. Melding på over 30 mm nogle steder på Sjælland.

Hvad med vores onsdag tur til Lynæs havn ? Var der nogle ’friske fyre’ som i den gamle danske film ?

Der var 5 medlemmer på 4 Nimbusser. Nogle måtte trække i ly på vejen til Roskilde havn, men forsatte alligevel.

Helge havde lagt ruten til Kulhuse, hvor vi samlede Annette og Hans-Henning op på vejen. Vi sejlede på den gode færge Columbus fra Kulhuse til Sølager. Der var godt med blæst, og vi måtte holde fast på vores Nimbusser. Der var ingen der nåede at blive søsyge. Fra Sølager til Lynæs havn var der en kort afstand.

Her kunne vi snakke og sparke dæk med de andre der var på Havnen. Blandt de andre køretøjer, var der en sort Nimbus, en del knallerter, nogle gamle engelske motorcykler og enkelte biler.

Her kunne vi nyde vores medbragte drikkelse og/eller pølser med brød eller pomfritter. 

På vejen hjem var vi næsten to hold: nogle var sammen med en lokal kendt og andre med hjælp fra GPS’en. Alligevel krydsede vores vej hinanden - indtil vi alle skulle dele os.

Det var en rigtig hyggelig aften, bedre end nogen kunne forestille sig, med sol, blæst og ingen regn efter vi kørte fra Roskilde.

Med enkelte billeder fra en lokal fotograf i Kulhuse.

Alan

 
 
 
 
 
 
 

 

 

 

5. juli 2023

Jagttrofæer

 

Onsdagsturen gik til et sted ved Ringsted, hvor vi var hjemme hos Kirstens familie. Vi blev enige om, at vejret ikke var til vores egne Nimbusser, så deltagerne benyttede en svensk udgave med tag over hoved og træk på alle hjul. Hvis det var mig der var turleder, så var vi sikkert faret vildt, men Annette var der til at holde os på rette spor.

Kirstens søn præsenterede sig selv og fortalte om hans mange adventure rejser over den meste af verden sammen med hans kone - og de trofæer de havde fået hjem.

 

Det var en dejlig og hyggelig aften og Kirsten havde sørget for vi ikke gik hjem på en tomt mave; der var franskbrød, pålæg og ost og hendes berømte æblekage.

Alan

 
 

 

 

 

28. juni 2023
 
Skovlyst

Syv Nimbusser og otte medlemmer markerede afslutningen på første halvår af 2023med et besøg på Restaurant Skovlyst i Hareskoven, hvilket samtidig var juni måneds cafétur. Helge førte an ad veje med både bump og brosten. Der skulle drejes talrige gange, og et kvalificeret gæt er, at næppe nogen under hjemturen har forsøgt at køre ruten i modsat retning. Fremme ved Skovlyst kunne vi konstatere, at vi ikke var de eneste, der var ankommet på/i et ældre køretøj. P-pladsen var prydet af en tofarvet VW-boble fra ca. den tid, da produktionen af Nimbusser blev indstillet. 
 
Det var jo cafétur, så stedets lokale produkter blev indkøbt og under stor hygge indtaget i haven. På forespørgsel fra et medlem kunne kassereren beroligende oplyse, at denne udskejelse ikke ville få kassebeholdningen til at gå i minus.
 
Erik
 
 
 
 
 
 
 
21. juni 2023
 
Nybyggerne

Her på årets længste dag fandt tre medlemmer med normal-Nimbusser og et medlem med den sjældne Nimbus 126p (som har fire hjul og overdækning) vej til et parcelhuskvarter under opførelse i Skibby. Nogle af husene deltager i en TV-serie, som bliver udsendt til september. Dem stod vi så og kiggede lidt på. Folk uden byggekundskab vil muligvis mene, at disse huse bortset fra nogle farvemarkeringer ligner andre nyopførte parcelhuse. Der faldt dog visse kritiske bemærkninger om flisebelægningernes udførelse for et par af husenes vedkommende. Så de vinder nok ikke.
 
Efter bygningsbesigtigelsen var det meningen, at vi skulle have været på hjemmebesøg hos Hans-Henning, men det kom vi ikke. Han var nemlig taget på lerduejagt. I stedet blev det hjemmebesøg hos Annette, som diverterede med boller og kage. Tak for det. Det kunne Hans-Henning ikke have gjort bedre. Sønnen, som kom forbi, kunne fortælle en del om besværlighederne med at holde en Nimbus 126p i live. Man må vist hellere holde sig til den tohjulede.
 
Erik
 
 
 
 
 

14. juni 2023

 

Mere søgang

Det gik ned ad bakke for Nimbusserne, da vi denne aften nåede frem til Bastrup sø. I hvert fald det sidste stykke. Al parkeringsplads ved søen var optaget af en bilklub fra Jægerspris, som havde fået samme gode idé som os, så vi måtte lade os nimbusse næsten helt ned til søbredden. 

Antallet af Nimbusser nåede op på fire. Ikke prangende, men trods alt bedre end tre. Helge og hans altid fantasifulde GPS havde lagt en rute, som ikke med rimelighed vil kunne beskyldes for at være direkte. Efter 17 kilometers kørsel var vi nået til Hedehusene. Herefter fortaber sporet sig i småveje og hyggelige småbyer, men efter 45 kilometer nåede vi på forunderlig vis alligevel frem. Hjemturen var en del kortere.

Bastrup sø viste sig fra sin pæne side i det flotte vejr. Der er ikke fugle som ved Gundsømagle sø, og man kan ikke bade som i Karlstrup. Til gengæld kan man fiske. Det var der et par stykker, der havde gjort, og de havde ingen problemer med at bære deres ikke-eksisterende fangst hjem. De skulle hellere køre Nimbus.

Det var en rigtigt dejlig aftenstur, og vi siger tak til Helge og GPS'en for at have fundet vej. 

Erik

 
 
 
 

 

 

11. juni 2023

Klubbens 35 års fødselsdag

Seks Nimbusser med syv medlemmer fejrede i strålende solskin klubbens 35 års fødselsdag. Der skulle have været en Nimbus (med medlem) mere, men den havde beklageligvis fået lovligt forfald. Fødselsdagen blev fejret på Gavnø lidt uden for Næstved, hvor man holdt sit årlige Gavnø Classic Autojumble. Det må være et af de største klassikertræf overhovedet. Der var langt over 1.000 biler, mens motorcyklerne til gengæld var sløjt repræsenteret. Vi var de eneste Nimbusser. 
 
Stort set alle var stået tidligt op, så vi kunne nå til Gavnø i tide. Fremme på destinationen fik vi hurtigt vores lille Camp Nimbus etableret, hvorefter den medbragte morgenmad blev indtaget. Så stod den ellers på klassikerbiler og råhygge den udslagne dag. Og ej at forglemme snak med forbipasserende om Nimbusserne. Der var samtidig dobbelt op til Hans Henning, idet vi var naboer med nogle af hans veteranknallertvenner. De lagde ham ikke til last, at deres telt om eftermiddagen blæste omkuld. 
 
Enhver forhåbning om en anstændig fødselsdagsfrokost måtte opgives, da det eneste spiselige at købe var nogle halvvejs forkullede grillpølser. De var ikke alene døde. De var helt døde, og køen for at erhverve dem var umanérligt lang. Øllet fra det lokale Gavnø-bryggeri var til gengæld ventetiden værd.
 
Henad ved 16-tiden begyndte træffet så småt at gå i opløsning. Det gjorde vi også, og så pakkede vi sammen og kørte hjem. Det var kort sagt en aldeles fremragende fødselsdagstur.
 
Erik
 
 
 
 
 
 
 
 

7. juni 2023
 
Kalk
 
Det var ikke en kalket grav, vi denne aften besøgte, men Karlstrup Kalkgrav. Vi var seks kørende medlemmer, som indledningsvis måtte konstatere, at vores sædvanlige pladser på havnen var blevet kapret af noget nymodens maskineri. Lad det ikke ske igen!
 
Lars havde lagt en rute, som var både lang og snørklet og havde mange bump, men vi nåede frem uden problemer. Solrød Kommune har ikke fundet anledning til at opstille bænke ved den flotte sø i graven, eller også er de blevet pillet ned igen på grund af hærværk. Den slags forekommer jo. Det blev derfor til stående taffel med en stor sten som bord, da Annette pakkede sit ikke helt hjemmegjorte bagværk ud og skar for. Bagværket smagte udmærket. Fuglelivet ved søen var i øvrigt beskedent sammenlignet med Gundsømagle sø, og der var heller ingen ræve. Til gengæld var bademulighederne gode, hvilket vi dog ikke benyttede os af.
 
Der var lidt divergerende opfattelser af, hvordan man lettest kommer fra Karlstrup Kalkgrav til Roskilde, men forhåbentlig er alle før eller siden nået hjem.
 
Erik
 
 
 
 
 

5. juni 2023

Store Køredag

Ikke færre end 50 Nimbusser havde fundet vej til Gislinge, hvor Preben Herskind også i år inviterede til Store Køredag. Vejret var aldeles pragtfuldt, og efter en god gang morgenmad, hvortil vores klub som altid bidrog med lidt halssmørelse, begav vi os i en laaaaaang kortege af sted. 

Tempoet var ikke alene behersket. Det var stærkt behersket. Preben og hans folk havde lagt en rute ad de smalleste og mest snoede veje, de kunne finde på kortet, og kun absolut lokalkendte Nimbus-kørere havde til stadighed en rimelig idé om, hvor vi egentlig befandt os. Destinationen var Egholm Museum i Hornsherred, og vi ikke var de eneste, der havde fået den idé. Det havde Ford A-klubben også, om end de dog ikke som os kunne stille med 50 køretøjer. Men imponerende så det ud.

Hvis man er til krig, krudt og kugler, er Egholm Museum bestemt et besøg værd. Selvfølgelig omfatter museets samlinger også en Nimbus. Det er en militær-Nimbus, som indgår i en udstilling om den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. At Nimbussen har høj forgaffel og dermed ikke kan være fra før 1948, vælger vi her at se bort fra. Vi vælger også at se bort fra et par mindre effekter fra DDR-tiden, som har fundet vej ind i fortællingen om anden verdenskrig. DDR blev som bekendt grundlagt i 1949, og da var anden verdenskrig jo for længst forbi. 

Erik

 
 
 
 
 

 

31. maj 2023

Store Ædedag

Det kan godt være, at Store Bededag er afskaffet, men det er Store Ædedag til gengæld ikke. I hvert fald ikke i vores klub. Seks sultne medlemmer på i alt fem Nimbusser startede fra Roskilde havn for med undertegnede i front at køre til Bondestuen i Jyllinge, hvor der skulle spises stegeflæsk. Vi kørte ad samme rute som ved den tilsvarende lejlighed sidste år, nemlig via Store Valby, Gundsølille, Tågerup og Gundsømagle. Som man i Alsace har sin vinrute, har vi nu vores egen flæskerute.

Det kan ikke helt udelukkes, at der serveres grøntsager på Bondestuen, men i så fald gemmer de det godt af vejen. Til gengæld serverer de stegeflæsk og det i rigelige mængder. Ikke flæsk som vor mor lavede det, men flæsk som vor mor troede, hun lavede det. Kartofler fylder ikke meget på tallerkenerne, og det behøver de heller ikke. Det er flæsket, det handler om. Alle mand m/k gik til den, og der var hverken behov for kaffe eller dessert, da vi var færdige.

Som altid i godt Nimbus-selskab en hyggelig aften. Nimbusserne havde fået lidt ekstra at slæbe på på vejen hjem, og deltagerne bør måske faste et par dage eller tre, før de atter stiger på badevægten.

Erik

 
 
Onsdag den 24. maj 2023
 
Sø(røver)historie
 
Fem fuglekiggere på Nimbusser og en enkelt fuglekigger på alternativ mulighed mødte op på Roskilde havn, hvorefter vi med Ivan som anfører begav os mod naturområdet ved Gundsømagle sø. I flot vejr kørte vi ad veje, vi ellers sjældent benytter om onsdagen, via Hvedstrup, Herringløse og Østrup til søen.
 
Ivan har åbenbart et godt ry i søkredse. I hvert fald har man opført en lang gangbro, som har fået navnet Ivans bro. Den gik vi ad til vi kom til et fugletårn, som vi kravlede op i, og hvor vi kunne nyde det flotte aftenlys.
 
Den første fugl, vi fik øje på, var en ræv. Der gik også nogle køer. Senere så vi en masse gåsefamilier, hvor far og mor og børn padlede af sted. En terne af en slags fløj vist også forbi.
 
Det var kort sagt en rigtigt flot aftentur.
 
Erik
 
 
 
 

Lørdag den 20. maj 2023

Fire medlemmer med tilhørende Nimbusser trodsede det pragtfulde vejr og begav sig ad smalle og snørklede veje gennem det flotte forårslandskab til Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm, hvor man holdt veterantræf. Det med veteran blev taget ganske alvorligt. I hvert fald var et større antal Ford T'er  mødt op. Biler fra sporvognenes barndom. Vi var de eneste motorcykler til stede, og vi kunne konstatere, at en del gæster fik Nimbus-billeder med hjem. 

Skjoldenæsholm viste sig fra sin absolut pæne side med mange sporvogne på skinnerne og høj og flot sol. Vi gik et par runder på museets udgave af Valby Langgade og i bushallen og sporvognsremisen, hvorefter vi tog sporvognen til endestationen. Her blev de medbragte eller indkøbte klemmer under almindelig hygge indtaget. Så tilbage til Valby Langgade igen.  

På et betænkeligt tidligt tidspunkt fik flertallet hjemvé og besluttede med eller uden brug af GPS at forsøge at finde hjem ad samme vej, som vi var kommet. Så i den forstand var det nok meget godt, at de påbegyndte hjemturen i god tid. Mindretallet fulgte et par timer senere.

Som altid i vores klub en munter og hyggelig tur.

Erik

 
Onsdag den 17. maj 2023
 
Man må sige, at klubben rent køremæssigt lagde forsigtigt ud, da vi her på Norges nationaldag kørte sæsonens første onsdagaftentur. Anført af Alan kørte vi en tur ad større og mindre veje i Roskildes sydvestlige opland, hvorefter den samlede kortege bestående af seks Nimbusser med syv medlemmer ombord svingede ind på Stændertorvet og gjorde holdt ved Spunken. En af de syv fremmødte var vores nye medlem Karsten Petersen, som hermed fik sin debut som onsdagskører i klubben. Vi siger velkommen til Karsten og på snarligt gensyn.
 
Det var samtidig vores første cafétur, så vi indfandt os hos Café Vivaldi, hvor vi fik plads på 1. sal med udsigt til såvel Nimbusser som Spunk. Vi kunne fra vores udsigtspost konstatere, at nogle forbipasserende fik Nimbusbilleder med hjem, mens vi selv hyggede os med kaffe el. lign. på klubbens regning. Kagerne måtte folk betale selv. 
 
Erik
 
 
Lørdag den 13. maj 2023
 
Der var andet end Nimbusser på Roskilde havn, da dette års løvspringstur skulle skydes i gang. Faktisk var vi i håbløst undertal. Hele området var fyldt op med motorcykler af vekslende oprindelse, og de fem fremmødte Nimbusser fyldte ikke meget i dette selskab.
 
Det var løvspringstur, selvom løvet for længst er sprunget, og destinationen var Teknisk Museum i Helsingør. Med Helge i front kørte vi nordpå ad hygsomme veje. Undervejs måtte vi dog sande det gamle ord om, at GPS'en er en god tjener, men en skidt herre. Ligesom ilden. I hvert fald fik vi set mere af Slangerups umiddelbare opland, end formentlig tiltænkt var. Men vildveje eller ej, flot var det. Høj sol, gule marker og blå himmel. Fuglene har rimeligvis også pippet, men det var lidt svært at høre i al den Nimbus-larm.
 
Teknisk Museum ligner udefra mest af alt en forladt lagerbygning, men indenfor er der virkelig noget at se på. Udstillingerne spænder fra stomiposer til brug for kræftramte over en kæmpemæssig modeljernbane og en rumkapsel til et komplet SAS-fly. En Caravelle fra før verden gik af lave. Et særligt clou for Nimbus-folket er et eksemplar af den prototype, som blev fremstillet i 1956, men som aldrig blev sat i produktion. Det kan man undre sig over. Selvom den set med 1956-briller var en moderne motorcykel, er slægtskabet med humlebien ikke til at tage fejl af.
 
Der blev hygget som altid, og efter en kop løvspringskaffe om eftermiddagen, begyndte hjemturen. I hvert fald for flertallets vedkommende. Mindretallet fulgte senere. 
 
Erik
 

Lørdag den 4. marts 2023

10 medlemmer, heraf årstiden til trods en enkelt på Nimbus, mødte op til en hyggelig eftermiddag hos City Bowling i Roskilde. Den standhaftige Nimbus-kører høstede stor hæder. Ikke alene var det bidende koldt. Han havde også langt hjem. Sådan!!! De øvrige ni havde sikkert ikke ikke vinterforsikring. Eller også frøs de bare. 

Under stor munterhed blev der spillet en times bowling, og her viste vores præsident sig at være i topform. Vi andre har ham mistænkt for at have smugtrænet. I hvert fald vandt han med adskillige Nimbus-længder. 

Efter spillet var det spisetid, og her blev enhver negativ fordom om det kulinariske niveau i bowlingcentre grundigt gjort til skamme. Maden var ikke alene god. Den var særdeles god, og der var rigeligt af den. Og så blev der hyggesnakket, og verdenssituationen blev vendt, mestendels i et Nimbus-perspektiv. Sådan noget med dårligt fungerende relæer og den slags. Tak til alle for hyggeligt selskab. 

Erik